Fra carport til skur til anneks?

 

Ja.. En af de beslutninger som ikke var tænkt helt til ende. Efter et par år med fokus på selve sommerhuset, var det tid til at kigge lidt på omgivelserne omkring huset. Jeg har længe haft lyst til, at give carporten en overhaling da den nu står tilbage som en øjebæ ved siden af sommerhuset.

 

Jeg skiftede vindskederne på carporten sidste år, og det hjalp ret meget på helheden. Jeg tænkte derfor, at det også ville pynte, hvis jeg lige skiftede siderne da de var ret så trætte. Jeg startede derfor med at skifte forsiden af carporten. Da rammen hvor beklædningsbrædderne er monteret var mere eller mindre rådden, var jeg nødt til lige at skifte rammen også. Det gik relativ hurtigt. Men da jeg gik et par meter baglæns og kunne se det store billede, havde jeg svært ved, at acceptere det jeg så. Det lignede noget fra en kolonihaveforening. Jeg tog derfor en beslutning om, at skifte hele forsiden og derefter lige lægge et nyt tag, – med hældning ind mod hækken. Da jeg havde påbegyndt det, kunne jeg godt se, at et lille projekt pludselig havde grebet om sig.. Og nu var der ingen vej tilbage. Det slog mig der, at vi jo egentlig ikke bruger carporten når vi er i sommerhuset, så måske at denne bygning skulle retænkes. Jeg besluttede derfor at tilføje et loungeområde og samtidig lukke den del af carporten som ellers er åben. Det største problem var dog at jeg påbegyndte projektet i foråret. Netop der startede udlejningsperioden af sommerhuset. Det betød at jeg ikke kunne efterlade et byggeprojekt, når folk kommer fra hele europa og holder ferie lige netop der. Jeg måtte derfor tage projektet i mindre bidder, da der ofte kun var én dag mellem gæsterne.  Jeg byggede derfor en side af gangen uden på den gamle carport. En tåbelig proces jeg har fortrudt mange gange siden. Men trods udlejning henover hele sommeren, er det alligevel lykkedes mig, at nå en stor del af det udvendige. Vinteren kom, så det har lidt sat en stopper for projektet. Men inden længe, er der nyt fra dette projekt her på bloggen.

 

Nu er vi i juli 2023 og jeg er atter i gang. Har smidt lidt friske billeder i galleriet nedenfor.